Frygt for sygdomsforværring

At leve med en kronisk sygdom indebærer ofte en vedvarende usikkerhed. For mange handler belastningen ikke kun om de fysiske symptomer – men om frygten for, hvad der kan ske: Bliver det værre? Bliver jeg dårligere fungerende? Kommer der nye begrænsninger?

Denne side handler om frygt for sygdomsforværring: hvad det er, hvorfor det opstår, og hvornår psykologisk støtte kan være hjælpsom.

Hvad er frygt for sygdomsforværring?

 

Frygt for sygdomsforværring dækker over vedvarende bekymringer for, at en kronisk sygdom udvikler sig i en mere alvorlig retning.

Frygten kan handle om:

  • forværring af symptomer
  • tab af funktionsevne eller selvstændighed
  • øget afhængighed af behandling eller hjælp¨
  • usikkerhed om fremtiden


Selv i stabile perioder kan tankerne fylde og skabe uro, fordi sygdommen i sig selv rummer et element af uforudsigelighed.

Hvordan kan frygten vise sig i hverdagen?

Frygt for sygdomsforværring kan komme til udtryk på mange måder – og ofte i bølger. Nogle oplever:

  • vedvarende opmærksomhed på kroppen og symptomer
  • bekymringer, der gentager sig igen og igen
  • behov for tryghedsskabende handlinger (tjekkeadfærd, søgen efter svar, beroligelse fra omgivelserne, ekstra lægeundersøgelser)
  • undgåelse af aktiviteter af frygt for at overbelaste kroppen
  • uro, søvnproblemer eller mental træthed


For nogle bliver frygten meget synlig, mens andre fortsat fungerer udadtil – men oplever en stor indre belastning.

Hvorfor opstår frygten?

Frygten hænger tæt sammen med det at leve med en krop, der ikke længere opleves som helt forudsigelig.

Ved kronisk sygdom:

  • kan tidligere forværringer sætte sig som erfaringer i kroppen
  • kan usikkerhed blive en konstant baggrund i hverdagen
  • kan kroppen ”larme”. Fornemmelser, der tidligere blev opfattet som normale eller ubetydelige – fx træthed, smerter eller ændringer i kroppen – kan nu opleves som mulige tegn på, at sygdommen er ved at forværres.


Frygten er i den forstand ikke et tegn på svaghed – men en meningsfuld reaktion på at leve med vedvarende usikkerhed.

Hvornår bliver frygten et problem?

Frygt for sygdomsforværring er almindelig og forståelig. Den bliver først et problem, når den:

  • fylder så meget, at den styrer valg og handlinger
  • begrænser ens livsudfoldelse og deltagelse i hverdagen
  • fastholder ens opmærksomhed og krop i et konstant alarmberedskab
  • reducerer livskvalitet og oplevelse af mening


I disse tilfælde kan psykologisk støtte være en hjælp til at forholde sig anderledes til frygten, så den opleves som mindre belastende – ikke nødvendigvis fjerne den.

Psykologisk støtte ved frygt for sygdomsforværring

Psykologisk arbejde ved kronisk sygdom handler sjældent om at skabe sikkerhed i fremtiden – men om at støtte evnen til at leve med usikkerhed på en mindre belastende måde.

I mit arbejde er der bl.a. fokus på:

  • forståelse af bekymring og kropslige reaktioner
  • håndtering af vedvarende usikkerhed
  • opmærksomhed og fleksibilitet i hverdagen
  • håndtering og ændring af ens reaktionsmønstre
  • livsretning og værdier – også når sygdom fylder


Målet er, at frygten ikke længere får lov til at styre hverdagen, og at der bliver mere plads til det, der giver livet værdi.

Individuelle psykologsamtaler

Individuelle psykologsamtaler

Jeg tilbyder individuelle psykologsamtaler til mennesker, der lever med kronisk sygdom og oplever vedvarende frygt for forværring.

Samtalerne kan være relevante, hvis du:

  • oplever, at bekymringer fylder meget
  • føler dig mentalt udmattet af usikkerhed
  • har svært ved at finde ro, selv i stabile perioder
  • ønsker støtte til at leve et meningsfuldt liv med sygdom

Samtalerne kan foregå:

  • online
  • eller ved fysisk fremmøde i min praksis nær Viborg eller Skive.

Læs mere om:

Om mig

Jeg er autoriseret psykolog med en PhD i psykoonkologi og sundhedspsykologi. Jeg har mange års erfaring med psykologisk arbejde med mennesker, der lever med kræft og frygt for tilbagefald, og mit arbejde bygger på både forskning og klinisk praksis.

Videre læsning